Før jeg startede på læreruddannelsen, var jeg overbevist om at det at undervise var "piece of cake". Hvor svært kunne det være at undervise en klasse?
Når jeg tænkte tilbage på min egen tid i folkeskolen, virkede det jo meget simpelt at undervise. Man skulle jo bare stå/sidde oppe ved tavlen og fortælle eleverne hvad de skulle gøre, skrive lidt på tavlen og give en masse lektier for.
Jeg erfarede dog hurtigt, at det at være lærer indebærer så meget mere end blot at undervise, dette var blot toppen af kransekagen, en lille procentdel.
Allerede efter min første praktik, blev jeg klogere på hvor meget af ens arbejdstid, der i virkeligheden gik man alle mulige andre gøremål end det at stå i en klasse og undervise en gruppe elever.
Jeg var overrasket over, hvor meget tid, man rent faktisk brugte på bare det at planlægge og forberede undervisningen.
Men på trods af mange timers planlægning, forløb praktikken godt, jeg var stadig af den opfattelse at det var "nemt" at undervise, når man altså var i klasselokalet.
Dette syn ændrede sig dog efter at havde været i praktik i faget Hårdværk og design! Det var alt andet end nemt!
Efter to vellykkede praktikforløb, uden nogle problemer, blev jeg, i faget Håndværk og design, sat på en prøve!
Pludselig befandt jeg mig i et værkstedslokale, min tavle var væk, og jeg stod med 25+ elever, som alle nærmede sig teenageårene, GISP!! Hvad skulle jeg stille op? Trods mange timers forberedelse, måtte jeg trække vejret en ekstra gang, jeg var kommet på udebane nu.
I sidste ende kom jeg helskindet igennem min praktik i Hårdværk og design, men det var ikke uden at støde på diverse problematikker. For hvordan skal man præsentere det man har fundet på, således at eleverne også synes det lyder spændende og de får lyst til at lave det, uden at man skal stå og svinge pisken og trække kortet med "du skal gøre det, fordi jeg siger det"? Hvordan sikre man at lave elever laver noget? Hvor meget og hvordan hjælper du dem bedst muligt, så de rent faktisk også lærer noget og du ikke bare gør det for dem?
Hvordan skaber man i det hele taget en god og effektiv time for sine elever?
Der finde mange forskellige bud på dette spørgsmål, men jeg har ladet mig inspirere af to artikler som vi har læst i dette semester: Bolette Kremmer Hansens artikel "Klasseledelse i værkstedet. En narrativ tilgang til designprocesser for at skabe en inkluderende klassekultur" og "Sådan arbejder vi med værkstedsfag" af Pernille Krogh m.fl.
Begge artikler giver bud på, hvordan et nyt emne/teknik præsenteres for eleverne.
Bolette Kremmer Hansen beskriver i begyndelsen af sin artikel, en opstart af en ny teknik. Hun beskriver en situation, hvor eleverne får udleveret en tot uld som de sidder med, mens læreren fortæller om uldens egenskaber og kulturelle traditioner for anvendelse. Derudover er der lagt en fårepels frem som eleverne kan se og røre ved.
Det er tydeligt at læreren i dette tilfælde har gjort noget ud af at elevernes sanser bliver vakt, hvilket Pernille Krogh m.fl. også gør sig meget i. De mener at ved at stimulere elevernes sanser, skærpes elevernes interesse og nysgerrighed (Krogh 2013:7).
Deres bud lyder på at man via udsmukning af lokalet, samt en form for oplevelse eller overraskelse, kan få vakt elevernes interesse.
Men hvor Pernille Krogh m.fl. snakker om at gøre eleverne nysgerrige og interesseret, så går Bolette Kremmer Hansen skridtet videre, ved at lade eleverne "opdager" en teknik under optakten, hvilket jeg finder meget inspirerende.
Jeg ville mene at en kombination af de to bud ville være det mest optimale.
I min praktik frygtede jeg lidt, hvordan eleverne ville tage imod det jeg nu havde fundet på til dem.
Men efter at have læst disse to artikler og med den erfaringen jeg fik under mit praktikforløb, er jeg overbevist om at man ved at kombinere disse to bud på en optakt/præsentation, ville kunne få, stort set, enhver elev med på éns ide.
For som Bolette Kremmer Hansen skriver, så vil eleverne "...gerne være deltagende og medbestemmende, de vil gerne have alsidige arbejdsformer, og så betyder det meget, at der er en god stemning i klasserummet." (Hansen 2009:223).
Så med et udgangspunkt i at eleverne rent faktisk også har et ønske om at være deltagende og hvis man som lærer så gør lidt ekstra ud at udsmykning og at blive dem nogle oplevelser/overraskelser, så burde man allerede der, være godt på vej til at få nogle aktive og arbejdsomme elever. Går man så skridtet videre og gør så eleverne også får følelsen af selv at "opdager" den pågældende teknik som de skal til at lære, vil man får nogle eleverne med ejerskabfølelse overfor den nye teknik. Derudover ville det forhåbentlig også resultere i en succesoplevelse, hvilket kan medvirke til øget selvtillid, hvilket kan medføre til elever med gå-på-mod, når de bliver stillet overfor nye udfordringer.
Men nu handler det ikke kun om at få vakt elevernes interesse i starten af et forløb, men også om at fastholde helt frem til slutningen. Og her kommer Bolette Kremmer Hansen med en rigtig god pointe, i det at hun påpeger at det for læreren handler om at opsætte nogle tydelige mål for undervisningen, og at man differentiere i disse, således at man får skabt et inkluderende miljø, med plads til elevernes individuelle valg og fortolkninger indenfor disse mål (Hansen 2009:228).
Altså er det vigtigt som lærer, og især når man er lærer i et værkstedsfag, hvor der er så mange forskellige processer, som eleverne skal igennem, at man sætter sig godt ind i de fælles mål, samt tilhørerende dokumenter og vejledninger, som er stillet op fra ministeriets side af. Derudover er det vigtigt at kende sine elever og deres kompetencer, således at man formår at få sat niveauet så det passe til dem.
Ved at sætte niveauet i elevens zone for nærmeste udvikling, vil man sikre at progression i elevernes færdigheder og viden.
Så ved at kombinere det at kende sine elever, så man kan sætte et passende niveau for undervisningen, med det at være godt inde formaliteterne for faget, vil man forhåbentlig være rustet til at varetage en effektiv og inkluderende undervisning.
Der er ingen anden vej frem, end at forsøge sig frem og at have sit bagland på plads!
Også gør det jo heller ikke noget, hvis man har en lille gulerod i baghånden, fx i form af at elevernes ting skal udstilles, for så vil de flest nok ligge sig lidt i selen, hvis deres ting skal til offentlig beskuelse.
Når jeg tænkte tilbage på min egen tid i folkeskolen, virkede det jo meget simpelt at undervise. Man skulle jo bare stå/sidde oppe ved tavlen og fortælle eleverne hvad de skulle gøre, skrive lidt på tavlen og give en masse lektier for.
Jeg erfarede dog hurtigt, at det at være lærer indebærer så meget mere end blot at undervise, dette var blot toppen af kransekagen, en lille procentdel.
Allerede efter min første praktik, blev jeg klogere på hvor meget af ens arbejdstid, der i virkeligheden gik man alle mulige andre gøremål end det at stå i en klasse og undervise en gruppe elever.
Jeg var overrasket over, hvor meget tid, man rent faktisk brugte på bare det at planlægge og forberede undervisningen.
Men på trods af mange timers planlægning, forløb praktikken godt, jeg var stadig af den opfattelse at det var "nemt" at undervise, når man altså var i klasselokalet.
Dette syn ændrede sig dog efter at havde været i praktik i faget Hårdværk og design! Det var alt andet end nemt!
Efter to vellykkede praktikforløb, uden nogle problemer, blev jeg, i faget Håndværk og design, sat på en prøve!
Pludselig befandt jeg mig i et værkstedslokale, min tavle var væk, og jeg stod med 25+ elever, som alle nærmede sig teenageårene, GISP!! Hvad skulle jeg stille op? Trods mange timers forberedelse, måtte jeg trække vejret en ekstra gang, jeg var kommet på udebane nu.
I sidste ende kom jeg helskindet igennem min praktik i Hårdværk og design, men det var ikke uden at støde på diverse problematikker. For hvordan skal man præsentere det man har fundet på, således at eleverne også synes det lyder spændende og de får lyst til at lave det, uden at man skal stå og svinge pisken og trække kortet med "du skal gøre det, fordi jeg siger det"? Hvordan sikre man at lave elever laver noget? Hvor meget og hvordan hjælper du dem bedst muligt, så de rent faktisk også lærer noget og du ikke bare gør det for dem?
Hvordan skaber man i det hele taget en god og effektiv time for sine elever?
Der finde mange forskellige bud på dette spørgsmål, men jeg har ladet mig inspirere af to artikler som vi har læst i dette semester: Bolette Kremmer Hansens artikel "Klasseledelse i værkstedet. En narrativ tilgang til designprocesser for at skabe en inkluderende klassekultur" og "Sådan arbejder vi med værkstedsfag" af Pernille Krogh m.fl.
Begge artikler giver bud på, hvordan et nyt emne/teknik præsenteres for eleverne.
Bolette Kremmer Hansen beskriver i begyndelsen af sin artikel, en opstart af en ny teknik. Hun beskriver en situation, hvor eleverne får udleveret en tot uld som de sidder med, mens læreren fortæller om uldens egenskaber og kulturelle traditioner for anvendelse. Derudover er der lagt en fårepels frem som eleverne kan se og røre ved.
Det er tydeligt at læreren i dette tilfælde har gjort noget ud af at elevernes sanser bliver vakt, hvilket Pernille Krogh m.fl. også gør sig meget i. De mener at ved at stimulere elevernes sanser, skærpes elevernes interesse og nysgerrighed (Krogh 2013:7).
Deres bud lyder på at man via udsmukning af lokalet, samt en form for oplevelse eller overraskelse, kan få vakt elevernes interesse.
Men hvor Pernille Krogh m.fl. snakker om at gøre eleverne nysgerrige og interesseret, så går Bolette Kremmer Hansen skridtet videre, ved at lade eleverne "opdager" en teknik under optakten, hvilket jeg finder meget inspirerende.
Jeg ville mene at en kombination af de to bud ville være det mest optimale.
I min praktik frygtede jeg lidt, hvordan eleverne ville tage imod det jeg nu havde fundet på til dem.
Men efter at have læst disse to artikler og med den erfaringen jeg fik under mit praktikforløb, er jeg overbevist om at man ved at kombinere disse to bud på en optakt/præsentation, ville kunne få, stort set, enhver elev med på éns ide.
For som Bolette Kremmer Hansen skriver, så vil eleverne "...gerne være deltagende og medbestemmende, de vil gerne have alsidige arbejdsformer, og så betyder det meget, at der er en god stemning i klasserummet." (Hansen 2009:223).
Så med et udgangspunkt i at eleverne rent faktisk også har et ønske om at være deltagende og hvis man som lærer så gør lidt ekstra ud at udsmykning og at blive dem nogle oplevelser/overraskelser, så burde man allerede der, være godt på vej til at få nogle aktive og arbejdsomme elever. Går man så skridtet videre og gør så eleverne også får følelsen af selv at "opdager" den pågældende teknik som de skal til at lære, vil man får nogle eleverne med ejerskabfølelse overfor den nye teknik. Derudover ville det forhåbentlig også resultere i en succesoplevelse, hvilket kan medvirke til øget selvtillid, hvilket kan medføre til elever med gå-på-mod, når de bliver stillet overfor nye udfordringer.
Men nu handler det ikke kun om at få vakt elevernes interesse i starten af et forløb, men også om at fastholde helt frem til slutningen. Og her kommer Bolette Kremmer Hansen med en rigtig god pointe, i det at hun påpeger at det for læreren handler om at opsætte nogle tydelige mål for undervisningen, og at man differentiere i disse, således at man får skabt et inkluderende miljø, med plads til elevernes individuelle valg og fortolkninger indenfor disse mål (Hansen 2009:228).
Altså er det vigtigt som lærer, og især når man er lærer i et værkstedsfag, hvor der er så mange forskellige processer, som eleverne skal igennem, at man sætter sig godt ind i de fælles mål, samt tilhørerende dokumenter og vejledninger, som er stillet op fra ministeriets side af. Derudover er det vigtigt at kende sine elever og deres kompetencer, således at man formår at få sat niveauet så det passe til dem.
Ved at sætte niveauet i elevens zone for nærmeste udvikling, vil man sikre at progression i elevernes færdigheder og viden.
Så ved at kombinere det at kende sine elever, så man kan sætte et passende niveau for undervisningen, med det at være godt inde formaliteterne for faget, vil man forhåbentlig være rustet til at varetage en effektiv og inkluderende undervisning.
MEEEEN!!!
Dette er kun et lille udpluk af de muligheder og metoder, man som lærer kan gøre brug af og der findes ingen perfekt opskrift på hvordan man får den mest effektive og optimale undervisning. Det hele er et spørgsmål om hvad der fungere for én selv som lærer, med den pågældende klasse man nu engang har, for det er ikke givet at det som fungere i en klasse også vil gøre det i en anden.Der er ingen anden vej frem, end at forsøge sig frem og at have sit bagland på plads!
Også gør det jo heller ikke noget, hvis man har en lille gulerod i baghånden, fx i form af at elevernes ting skal udstilles, for så vil de flest nok ligge sig lidt i selen, hvis deres ting skal til offentlig beskuelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar